Til Socialudvalget, Børne- og Undervisningsudvalget, samt Statsministeriet:

En vision for et styrket samarbejde mellem det offentlige og private hjælpesystem – udgiftsneutralt statstilskud og egenbetaling som en tids- og økonomibesparende langtidsinvestering med henblik på at aflaste det offentlige system hele vejen rundt

Den psykiske trivselskrise i Danmark har antaget historiske og stadigt stigende proportioner, hvilket kalder på en fælles, helhedsorienteret indsats på tværs af både den offentlige og den private sektor. Midt i denne samfundsudfordring iværksættes der løbende akutte politiske udspil på psykiatriområdet, alt imens de seneste lovændringer på børne- og ungeområdet samt de beskæftigelsespolitiske tiltag på arbejdsmarkedsområdet forandrer og komplicerer sagsbehandlingen. Det er et yderst positivt og nødvendigt skridt, at staten investerer midler i opgraderinger af de offentlige kerneområder. For at opnå den fulde, langsigtede effekt af disse midler er det dog en konstruktiv idé at sikre, at de suppleres af nogle strategiske anderledes indsatser og samtaler, der understøtter den enkelte borgers personlige ansvar og selvværd.

Dette gælder i særlig grad på både voksen-, psykiatri-, beskæftigelses- samt børne- og ungeområdet. Vi bliver som samfund nødt til at erkende den faglige realitet, at psykiatrien og sundhedssystemet under ingen omstændigheder kan løfte denne gigantiske opgave alene. Det er desuden langt fra alle kriseramte borgere, der er eller bør være berettiget til at være en del af psykiatrien, da eksistentiel mistrivsel og relationelle udfordringer ikke kan eller skal reduceres til kliniske diagnoser.

Erfaringen fra forvaltningen af Barnets Lov og beskæftigelseslovgivningen viser, at de komplekse problemstillinger i hverdagen kan være svære at løse med brede, almene standardindsatser alene. Når det stats- og offentlige systems medarbejdere er presset på grund af manglende specialviden, kan der utilsigtet opstå sagsforløb og formentlig fejldiagnosticeringer, som fastholder borgere i mistrivsel og det skaber fravær, afstand og afvisninger i relationer og langvarig udstødning fra arbejdsmarkedet.

Vejen frem er derfor et ligeværdigt partnerskab, hvor det offentlige og det private hjælpesystem aflaster hinanden, så alle professionelle selvstændige specialister / fagpersoner, der har det faglige og følelsesmæssige overskud til at hjælpe andre, også kan få lov til at bidrage med deres del til hele samfundet.

Systemets stigmatisering, den fejlslagne 80/20-sagsbehandlingstid og de kolliderende lovgivninger

Det største problem i vores nuværende velfærdsmodel er, at man som borger risikerer at opleve en stigmatiserende tilgang på tværs af de forskellige lovområder, og ja så også ude i virkelighedens verden, den negative tankegang forplanter sig ud af. Det gælder under beskæftigelseslovgivningen, serviceloven og sundhedsloven, hvor systemets rammer ubevidst kan komme til at fratage borgerne ansvaret for deres eget liv i stedet for at understøtte det personlige lederskab – stramning af lovgivninger får bare aldrig den ønskede  effekt og virker ikke efter hensigten.

Myndighederne tvinges i dag til at underlægge sig en udnyttet sagsbehandlingstid, der i socialrådgiverfagsproget kaldes et gennemsnit på 80/20. Dette betyder sort på hvidt, at medarbejderne i det offentlige tvinges til at bruge 80 % af deres arbejdstid på rigide skriftlige dokumentationskrav og rent administrativt arbejde, hvilket efterlader kritiske 20 % ansigt-til-ansigt-tid til den reelle kontakt med borgeren. Lovene kolliderer desværre ofte med hinanden bag skrivebordene og spænder ben for borgerens vej videre og jobafklaring, fordi systemet har travlt med at administrere papirer i stedet for mennesker – uhyggelig tankegang, desværre ikke så meget des dog mindre er det rigtigt.

De lave offentlige ydelser udgør her et universelt og strukturelt eksempel på denne utilsigtede fastholdelse. Det gælder faktuelt for alle offentlige ydelser på tværs af systemet – fra kontanthjælp og uddannelseshjælp til sygedagpenge og ledighedsydelse. Disse lave takster tvinger faktisk borgerne ud i en langvarig, lammende overlevelsesstatus, hvor både det manglende økonomiske og mentale overskud modarbejder enhver form for reel kognitiv og mental udvikling samt indlæring og fastholder faktisk den enkelte i helt unødvendige langtidsuholdbare situationer – det resulterer ofte i tankemylder og kognitivt max overload i stedet for.

Konsekvenserne af dette massive systemsvigt og det mentale pres i samfundet er dybt hjerteskærende. Mens den reelle selvmordsrate i Danmark faktuelt har ligget på et stabilt og uændret niveau de seneste ti år, ser vi i dag en skræmmende og uacceptabel stigning i forekomsten af selvmordstanker. Denne markante vækst i selvmordstanker rammer bredt blandt både børn, unge mennesker samt voksne, og den er det direkte, uomtvistelige symptom på de dybe mindreværdskomplekser, som vores nuværende samfundsstrukturer og overbelastede systemer skaber i befolkningen.

Vores samfundstendenser har udviklet sig i en retning, hvor det offentlige tager et overansvar især på børne- og ungeområdet, hvilket ubevidst fører til en misforstået godhed i forældrerollen i fjernelse af forhindringer og tage over på alt for børn i opdragelsen, for de og fralægger sig alt ansvar tillægger deres børn at tage ansvaret og skylden for, det hele er , som det er  – de gør faktisk deres børn den bjørnetjeneste, at de bliver uselvstændige og uansvarlige i at kan tage et ordentligt ansvar for eget liv, for de lærer ikke at kunne sætte egne tydelige grænser, fastholde dem og kan indgå i krav – det viser udfordringerne i skolen helt tydeligt.

Det giver et barn et negativt selvbillede og et utrygt tilknytningsmønster med mistrivsel og mistillid til andre og især voksne, at man som forældre er uansvarlige på den måde. Det kommer til udtryk på mange forskellige måder i børns adfærd – nogle bliver udadreagerende, andre giver andre skylden og andre retter skylden ind mod sig selv, at de har det, som de har det – grundlæggende kommer unge mennesker ikke til sine forældre med deres problemer af samme årsag, for de føler sig ikke set, hørt og mødt i deres behov og følelser.

Den måde, befolkningen behandler og tiltaler hinanden på i dag, beviser sort på hvidt, hvor galt det står fat med det psykiske fundament i Danmark. Den hårde, aggressive opførsel og den tydelige mobning og tone mellem voksne på f.eks. Facebook adskiller sig ikke væsentligt fra den adfærd og mobning, vi ser i skolen, hvilket yderligere dokumenterer, at det er mindreværdskomplekserne, der styrer kulturen – vi lærer alle af vores forældre, hvordan vi selv vil behandles og skal behandle andre – og starter man selv med at have selvordentlighed og selvrespekt, ja så mener jeg, man er godt på vej – for så har og bevarer man også ordentligheden og respekten overfor andre!

Det handler om den fundamentale psykologiske sandhed, at vi som mennesker slet ikke hører, hvad andre siger; vi gør rent faktisk det, andre viser og gør, fordi vores vigtigste redskab er øjnene. Vi er udpræget visuelt anlagt, og ofte passer de talte ord faktisk slet ikke sammen med kropssproget og handlingerne. Alt, hvad vi siger og gør, styres i sin essens af vores egne følelser, og de er utroligt vigtige at lære at kende og omfavne, da de beskytter os selv – og det er jo evidensbaseret påvist at det rent faktisk er vores egne trælse forbudte følelser, der beskytter og passer på os selv.

Sætning og fastholdelse af egne personlige grænser er selve fundamentet til at få et godt, let og ubesværet liv – for vi kan ikke forvente andre overholder dem. Det er selvkærlighed på allerhøjeste plan, og det er fuldstændig lig med næstekærlighed på allerhøjeste plan, for når vi hjælper os selv, hjælper og lærer vi automatisk andre til at gøre det samme, for der er vi følelsesmæssigt i stand til at gribe andre før de når afgrunden og falder ud over den – alle har brug for at høre, de er ubetinget elsket af deres forældre, uanset hvor mange tossestreger de som børn end begår.

Skolen er slet ikke problemet i denne svære dynamik, det er samfundets tankegang, normer og systemer, vi skal justere. Børn burde slet ikke overlades til at træffe og beslutte store, livsforandrende valg. De er f.eks. slet ikke følelsesmæssigt i stand til at se konsekvenserne af at træffe valg og beslutning om de vil se deres forældre eller ej, om de skal have og forventes at kunne styre at have en mobiltelefon, bestemme aftensmaden eller hvor mange fritidsaktiviteter de skal have ugentligt osv – det er de jo for øvrigt heller ikke, når deres forældre bare gør det for dem uden at tænke over det, for konsekvenserne er og bliver de samme….

Det giver kognitivt max overload 24/7 pga. tankemylder, koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder søvnproblemer med mere – de siger jo ikke nej og fra – de reagerer fysisk med kroppen på det og viser det i adfærden, når det er og bliver for meget, det gør vi voksne for øvrigt også, stress er et godt eksempel på det – det er sindets måde at sige stop og fra på, for hjernen får signalerne fra kroppen – og vi har en velfungerende, veludviklet og avanceret krop, der kan fortælle os, både når noget er godt og når noget er skidt.

Det har og får nogle langsigtede, uoverskuelige følelsesmæssige konsekvenser, der ofte først rammer i voksenlivet og nogen gange sent i voksenlivet. Det ender med udfordrende at besværliggøre voksenlivet mere end det gavner, for så bruger man tiden på tankemæssig negativitet fremfor at bruge krudtet på livskvaliteten. Det følelsesmæssige system og hjernen er først helt færdigudviklet som 25-årig hos en velfungerende voksen som jer og mig – med f.eks. udviklingsforstyrrende diagnoser tager det 3 år længere – og det kræver uanset hvad, vi fra andre og især vores forældre får de rette brugbare kognitive redskaber til løbende udviklingsmæssigt at kan håndtere og finde løsninger på udfordringer uden at blive overvældet af dem, for så kan vi tåle en afvisning af andre og at få et nej, så lærer vi at mærke efter og så gør vi noget nemlig noget andet godt for os selv – ens egen mavefornemmelse tager aldrig fejl, for den udspringer af vores egne følelser.

Jeg ved personligt, at jeg bestemt ikke var følelsesmæssigt i stand til at se konsekvenserne af mine valg som barn og ung af alt det her, jeg sagde bare lystbetonet ja til både det, jeg fik tilbudt og fik lov til, fordi jeg gerne ville. Jeg gjorde det samme, som mine forældre viste og gjorde: følelser og løsning af problemer var ikke noget, man gjorde meget i, i mit barndomshjem – problemer blev skjult udad til og fejet ind under gulvtæppet i hjemmet. Jeg var bare heldig, at mobiltelefoner, tablets, diverse spillekonsoller og spil på internettet oveni heldigvis ikke fandtes dengang, for børn i dag fastholdes som rene afhængige misbrugere af det, de flygter ind i den verden, for at glemme og på den måde undgå at skal tage hånd om de trælse følelser.

Som 18-årig er man jo juridisk voksen og skal tage fuldt ansvar for eget liv fra dag 1, det forventes man også at kan gøre og det ansvar lærer man udelukkende at få fra sine forældre, når samfundet i misforstået godhed ikke fjerner forhindringerne på vejen, også hos børn. De fleste, herunder flertallet af forældre gør det, det offentlige system viser og gør, de fjerner enhver naturlig modstand for sig selv og deres egne børn, som på grund af overbeskyttelse frarøves evnen til at opbygge robusthed. Vejen frem er at understøtte et langt større personligt og moralsk ansvar hos den enkelte for eget liv og familie.

Faktuel og socialfaglig dokumentation: Erfaringer fra klinisk sagsbehandling og sundhedsvæsenet

Min solide socialfaglige baggrund og mine 12 års hands-on erfaring som uddannet myndighedssocialrådgiver på både det specialiserede voksenområde og arbejdsmarkedsområdet, kombineret med mit igangværende psykoterapeutiske studie, giver en uafviselig relevant og saglig erfaring til denne debat. Jeg har som professionel i en række sager skullet foretage omfattende sagsoprydninger og etablere fornyet struktur efter sager, der har haft et uhensigtsmæssigt forløb i børn- og ungeområdet.

Faktuelle data viser sort på hvidt, at når tidlige, specialiserede helhedsindsatser udelades, eskalerer sagerne alt for ofte til ekstremt bekostelige foranstaltninger for kommunerne i form af langvarige anbringelser i plejefamilier og på botilbud, der som minimum tit koster 1 million kroner om året pr. borger – og det er ekstremt mange skattekroner, der skal findes bare der, og for jeg som betalende skatteborger kan være med til at finansiere det, bliver jeg jo nødt til at sætte priserne for mit arbejde højt, så jeg samtidig selv kan leve som jeg ønsker det og have råd til livets fornøjelser, betale en ordentlig sum penge ind til min pension og kan betale alle mine faste udgifter, og også sørge for andre har mulighed for at leve – det afholder jo dem, der virkelig har brug for og behov for hjælpen fra at kunne få den hos mig, for de har igen ikke råd til at betale og overlades til det offentliges hjælp.

De fejlslagne indsatser på både beskæftigelsesområdet og børne- og ungeområdet taler deres eget tydelige, statistiske sprog. De officielle tal dokumenterer, at det i gennemsnit tager kommunerne mellem 3 og 5 år at føre en borger frem til en afklaring til fleksjob eller førtidspension. Aktivitetsparate medborgere fastholdes på ydelser i over 6 år uden varig tilknytning til arbejdsmarkedet, mens sårbare unge cirkulerer på uddannelseshjælp i gennemsnitligt 2 til 4 år. Selv godkendte fleksjobbere venter i gennemsnit mellem 12 og 18 måneder på et match.

Vi får jo som almindelige skatteborgere ikke en høj pension udbetalt efter at have siddet 4 år på en ministerpost, vi skal jo ude i virkelighedens verden bruge hele vores voksne arbejdsliv på det, faktisk fra det 18. år og de år vi ikke har haft råd til på lave ydelser eller vores arbejdsgivere med en højere løn ikke har ønsket at indbetale til pension, bider os jo bare i bagdelen, for så har vi bare det mindre at leve for som pensionist – og der er fornøjelser altså også givende for livskvaliteten.

Konsekvensen af den tankegang staten og samfundet sidder med der er bare, der mange steder hos udsatte borgere ikke er råd til at få fornøjelserne eller hjælpen til øget selvværd – og for øvrigt heller ikke, når de er på de offentlige ydelser – det er medvirkende til at skabe deres egen eksklusion og isolation fra fællesskabet og fremmer i allerhøjeste grad ensomhedsfølelsen – det er direkte hovedårsagen til mange ældre mennesker i dag sidder uden nogen langtidsholdbare og ligeværdige relationer!

Jeg har i lange perioder af mit liv selv måttet prioritere KUN at kunne betale mine faste udgifter til husleje, mad, tøj, tandlæge med mere og måttet fraprioritere både fornøjelser og pensionsindbetaling – det er en ret uhensigtsmæssig tankegang, for det øgede jo min ensomhed og frarøvede mig livskvaliteten – jeg har så ændret min adfærd og føler mig ikke ensom mere.

På børne- og ungeområdet er virkeligheden endnu mere træg. Der går i mange tilfælde ofte flere år, før forvaltningerne overhovedet når dertil, hvor der skal iværksættes en lovpligtig børnefaglig undersøgelse jf. Barnets Lov. Når undersøgelsen endelig påbegyndes, strækker sagsbehandlingen sig ofte over yderligere 6 til 9 måneder, og der går i gennemsnit endnu 3 til 6 måneder, før hjælpeforanstaltninger reelt etableres i hjemmet. Når en sag i børn- og ungeområdet endelig er åben, fastlåses familien i gennemsnit mellem 2 og 4 år i midlertidige, usammenhængende indsatser, mens klagesager hos Ankestyrelsen skaber en ventetid på yderligere 6 til 8 måneder.

En stor del af disse familier fastholdes uhensigtsmæssigt i årevis i systemet alene på grund af den manglende ansvarsstillelse og muligheden for at få tabt arbejdsfortjeneste på handicapområdet, så længe barnet er under 18 år. Dette er et enormt samfundsøkonomisk og menneskeligt spild, der fuldstændig overser barnets tarv og fastholder forældre uden for arbejdsmarkedet.

Min erfaring viser dog et afgørende og urokkeligt menneskeligt faktum: Jeg tror overhovedet ikke på, at nogen har lyst til at være eller komme i disse uholdbare situationer. Borgerne vil af egen drift gøre alt, hvad de overhovedet kan for at komme videre, også drevet af ønsket om et bedre økonomisk forsørgelsesgrundlag. I mine 12 år som socialrådgiver har jeg ikke mødt en eneste borger endnu, der har syntes det var fedt; de har alle uden undtagelse gerne villet videre – også uden det offentlige systems hjælp.

Jeg syntes heller ikke selv, det var fedt, da jeg stod i det, men jeg er kommet videre – og det var min egen drivkraft, der gjorde det. Jeg er nu på vej helt ud af det offentlige system, fordi jeg KUN tager vare på mig selv og skaber succes med min drøm om at hjælpe andre til selvhjælp og opbygge mit eget firma, hvilket betyder, at der fremadrettet er en offentlig udgift mindre for staten, når det lykkes. For mig er det en af livets absolut største gaver at støtte og se andre opnå den nøjagtig samme succes – komme glad videre i livet. At forebygge i tide sparer det danske samfund for rigtig mange milliarder af kroner.

Her træder den fundamentale forskel mellem det offentlige systems fragmenterede tilbud og det private hjælpesystem frem med al sin tydelighed. Jo hurtigere et menneske bliver afklaret følelsesmæssigt og får et helt nyt, sundt selvbillede, jo hurtigere kommer dette menneske faktisk videre i livet og klarer sig selv helt uden eller med en minimal offentlig støtte. Der er selvfølgelig en mindre gruppe borgere, som på grund af tunge medfødte eller senerhvervet hjerneskadeproblematikker aldrig kommer til at klare sig selv kognitivt og mentalt, og de skal naturligvis have al den pleje og omsorg, de har behov for.

For det store flertals vedkommende tager forandringen af et fastgroet tillært reaktions-, handle-, og adfærds-mønster altid tid, og jo flere år og trælse følelser der skal bearbejdes jo længere tid tager det, her kræves der i starten som minimum et sammenhængende, halvt års intensivt fokus med samtale og læring i brugbare kognitive redskaber, der erstatter de gamle mønstre med de nye og bedre. Hjernen er reelt blevet tillært til at tænke negativt, og gider ikke kognitiv ændring, for så skal den arbejde, den vil helst blive i de vante mønstre, for det er meget nemmere og derfor vender den hurtigt tilbage til det kendte, hvis den får lov. Det offentlige systems nuværende struktur med spredte enkelttimer hen over flere år har svært ved at opnå en effektiv virkning – det kræver man følelsesmæssigt selv er i balance først. Den blivende effekt opstår udelukkende, når borgeren mødes af en i starten kontinuerlig, håndholdt intensiv indsats over en sammenhængende periode, hvor nervesystemet finder roen til reelt at transformere den tillærte negative adfærd og omkode hjernens faste vaner.

Mit barns historie fra det virkelig liv i børn- og ungeområdet

Mit eget barn udgør et faktuelt og dokumenteret sagsbehandlingseksempel på disse utilsigtede strukturelle systemfejl, hvor omkodning af hjernens faste vaner mislykkes. Over 400 siders konkrete, officielle sagsakter og underretning på underretning bevidner og bekræfter, hvordan både Familieretshuset, psykiatrien og den kommunale børn- og ungeindsats også i skilsmissesager ofte kommer uetisk galt afsted ind i Barnets Lov og barnets tarv. Samtlige fagpersoner er efter skilsmissen kommet til at overse, hvordan de ubearbejdede adoptionsspecifikke problemstillinger er den reelle baggrund for mit barns mistrivsel og samtidig formå at mang-le den tilstrækkelige, specialiserede viden om ADHD-diagnoser.

Det er faktisk ret godt gået af dem, når de alle ved og hele tiden har vidst mit barn er adopteret – de har på intet tidspunkt nogen af dem lavet koblingen og skiftet spor eller indsats. Det er den almene tillærte viden og usammenhængende indsatser på indsatser uden den ønskede effekt, der bliver brugt – og ja gæt hvor: I skolen, for det er der mit barn reagerer og ja nogle bopælsforældre gør jo bare blindt, som andre viser dem og gør, og vil man ikke høre, så må man føle – han og mit barn cykler rundt i rundkørslen uden at få den rette hjælp til selvhjælp – og mit barn kun på medicinsk behandling, og endda uden den ønskede effekt!

Puha de forbløder virkelig rigtig mange spildte skattekroner og dyrbar tid her i både Familieretshuset, kommunen og psykiatrien – der er rigtig mange der, der skal have løn for at lave ineffektivt mest administrativt arbejde og især fejlvurderet vejledning. Mit barns sag er så langt fra den eneste, det sker i, i de afdelinger – og ja psykiatrien får jo igen også denne gang så lige lidt penge til at forsætte deres ineffektive indsats – de penge er i min verden som skatteborger og mor givet meget bedre ud, hvis de blev brugt anderledes på at skabe et samarbejde mellem den offentlige og den private sektor, hvor længerevarende psykoterapiforløb med samtidig øgning af selvværd indgik i indsatsen – for det vil hjælpe mange.

Lovgivningen har skabt en uheldig struktur, hvor systemet generelt har tendens til at “nurse” bopælsforældre på en måde, der lader dem tilsidesætte samværsforældre. Konsekvensen er, at selv når den ene forælder besidder alle de nødvendige neuropædagogiske, terapeutiske og socialfaglige redskaber, kan barnet slet ikke få gavn af dem på grund af fraværet af et ligeværdigt forældresamarbejde. Barnets mistrivsel trækker i stedet spor direkte ind i voksenlivet, hvilket jeg nu søger at rette op på via de officielle retslige kanaler ved at ansøge om den fulde forældremyndighed og bopælspligt i Familieretten. Mit barn har krav på at få den rette hjælp og skal have den.

Når et barn eller en voksen rammes af akutte selvmordstanker, er det det ultimative, allerhøjeste råb om hjælp, et menneske overhovedet kan afgive, og de faktuelle sagsakter i vores forløb viser, hvordan en akutsituation af en sygeplejerske i psykiatrien forsøgt løst med en medicinændring og standardsamtaler hos egen læge og en socialrådgiver. Dette bekræfter det presserende behov for en adfærdsændring, så de folk, der skal sidde og arbejde i psykiatrien og på socialrådgiverområdet, skal have rammerne til at håndtere disse situationer og omgående kan henvise borgerne det rette specialiserede sted.

Det offentlige rådgivningsmonopol er en bekostelig affære for skatteborgerne, hvilket jeg også mærkede personligt på min egen krop, da det tog det offentlige sundhedssystem over 10 år og samtlige hospitalsafdelinger at komme med ingenting på hvorfor jeg havde springende smerter og konstant træthed, før min læge nummer 3 modvilligt sendte mig til en privatpraktiserende gigtlæge, der efterfølgende diagnosticerede min egen livslange fysiske fibromyalgi med 2 fysiske undersøgelser og dybdegående samtaler.

Min egen privatpraktiserende læge ville først have haft henvist mig til psykiatrien – og der kunne jeg så have fået en plads i den lange kø og en samtale, som andre havde langt mere behov for, bare for at få at vide, jeg slet ikke var i deres målgruppe, hvilket jeg godt vidste – det fik min privat praktiserende læge så ikke lov til, for jeg kendte godt systemets dynamikker. Det havde været yderligere forhaling af tid på en vel og mærket tidsafgrænset offentlig ydelse – sygedagpenge i 22 uger. Den tid havde jeg ikke, for jeg skulle afklares til arbejdsmarkedet, så jeg forsat kunne bruge mine kompetencer, og der havde jeg vel at mærke allerede gået passivt rundt uden aktiv indsats i 4 måneder, fordi jeg lige skulle afklimatiseres og lære at slappe af!

Kommunen ville have stoppet mine sygedagpenge efter de 22 uger og sendt mig på kontanthjælpssats i anden længerevarende ubrugelig indsats, og den gik altså ikke, for jeg kendte som erfaren socialrådgiver godt lovgivningen. Jeg vidste, jeg var berettiget til forlængede sygedagpenge. Jeg fik min arbejdsprøvning som jeg ønskede og blev afklaret direkte på berettiget forlænget sygedagpenge efter 1 ½ år, fordi min egen drivkraft og holdning til, hvad jeg skulle gøre var ansvarsbærende for den effektive korteste vej tilbage på arbejdsmarkedet i fleksjob

Og ja så kunne jeg efterfølgende få lov til at gå ledig i næsten et år, fordi også jeg der blev mødt af samfundets stigmatiserende tankegang hos en del arbejdsgivere: Du er jo altid syg og enten væk fra eller kan ikke passe dit arbejde, når du er her – og nej det er jeg så ikke, for jeg er næsten aldrig syg, jeg møder på mit arbejde og passer det, jeg bruger mine kompetencer og udfører mine arbejdsopgaver som alle andre – jeg har bare et nervesystem, der fortæller mig, jeg skal passe på mig selv og lade være med at overbelaste mig selv – og det takker jeg faktisk mit nervesystem for i dag, for det beskytter og passer rigtigt godt på mig med en velfungerende hverdag til følge.

Det er ikke alle, der kan holde til at have 37 timers arbejde ugentligt, jeg er bare overbevist om, en god del dog vil kunne holde til langt flere timer ugentligt, hvis deres problemer bliver taget forebyggende i opløbet og den helhedsmæssige afklaring hele vejen rundt forkortes markant – jo flere ineffektive år i det offentlige system og på lave ydelser man har, jo mere forværres ens livskvalitet og situation også, og jo længere og dyrere bliver vejen til forbedring også.  

Den samfundsøkonomiske løsning: Udgiftsneutral omfordeling og egenbetaling som en langsigtet investering til fuld systemaflastning

Jeg driver min private virksomhed med det formål igen at opnå fuld selvforsørgelse uden om det offentlige systems stigmatisering i forhold til både den økonomiske del og arbejdsmarkedsdel, hvor jeg planlægningsmæssigt bedre kan tage hensyn til mine egne skånebehov på nedsat tid og tempo, og der findes en stor gruppe af private betalere, som selv har den økonomiske kapacitet til at finansiere mine forløb, som også vil betale den uden at få støtte, fordi det hjælper dem på sigt, når krisen indtræder.

Løsningen er en tids- og økonomibesparende model med henblik på, at det offentlige system kan aflastes hele vejen rundt, uden at staten skal betale ekstra for indsatserne i det private hjælpesystem. Der lægges op til en udgiftsneutral omfordeling, hvor der sikres rettigheden til et samlet, større statstilskud, der dækker både det adoptionsspecifikke PAS-område samt almindelige helhedsforløb, svarende til den fulde økonomiske dækning, man modtager i det offentlige system.

Ved at lade statens eksisterende midler omfordeles direkte til borgerens frie valg, kombineret med en fast egenbetalingsordning à la ordningen på adoptionsområdet, brydes det uvirksomme monopol. Integreres disse intensive forløb tidligt i opløbet, flyttes borgerne ud af den medicinske symptombehandling og over i en reel helbredelse, hvor det er opbygningen af ens eget selvbillede og selvværd, der skaber den sande ro og ligeværdige nærværende relationer.

Dette vil fjerne det tunge, bureaukratiske dokumentationsarbejde og de passive milliardudgifter til langvarige ydelser fra de kommunale skriveborde, mindske samfundets samlede omkostninger markant og aflaste sundhedssystemet samt arbejdsmarkedet til dyb glæde for os alle – og især de ældre borgere på det specialiserede voksen område og den generelt ældre del af befolkningen på plejehjem og i egen bolig, der har svært ved at klare tingene selv, de skal selvfølgelig også klare det selv, de kan for det bibeholder funktionsniveau, de vil dog kunne få en del mere hjælp og øget livskvalitet på den bekostning, det sparer resten af samfundet for – der mangler virkelig specialiserede plejehjem på det specialiserede voksenområde – handicap går altså ikke automatisk væk, bare fordi man bliver pensionist – og det er ikke psykisk sundt for nogen af målgrupperne at sætte dem sammen – det giver konflikter fordi de ikke forstår og rummer hinandens problematikker – og det kan man ikke som samfund tillade sig at forlange de kognitivt skal, når den mulighed ikke er til stede, og det findes der altså eksempler på fra den virkelig verden – demens er bla.en af dem.

Jo flere borgere, der får det godt og genvinder ansvaret for eget liv, jo færre vil have behov for langvarig offentlig forsørgelse, overbelastede jobcentre og de ekstremt dyre kommunale foranstaltninger i form af botilbud. Det vil skabe en sund, hurtig og effektiv jobafklaring, der bringer folk værdigt tilbage til arbejdsmarkedet og fjerner de nuværende lange og ødelæggende ventetider i psykiatrien. Der kan reelt spares milliarder af kroner i statskassen alene på denne omstrukturering, fordi vi flytter indsatserne fra passiv, årelang forsørgelse og sagsadministration til en effektiv, tidsafgrænset helbredelse – det smitter også af på ansættende arbejdsgiveres syn på kommende personale. Lad os give borgerne tilskuddet og friheden til at modtage hjælpen i det private frirum via en fornuftig egenbetalingsordning, så vi sammen kan foretage den nødvendige langtidsinvestering i det danske samfund og vinde kontrollen over eget liv tilbage.

Adfærdsændringen kommer som bekendt fra dem, der går forrest. I har her modtaget en socialfaglig og klinisk lektion i, hvad psykoterapi og hjælp til selvhjælp i virkeligheden går ud på: Det handler om at plante et terapeutisk frø og lade det spire. Når frøet vokser, styrkes borgerens selvværd, selvtillid, selvsikkerhed, selvrespekt og selvordentlighed i en synkron proces, hvilket transformerer selvbilledet og kommunikationen med omverdenen. Befolkningens massive mistillid til jeres politiske handlinger opstår, når der siges noget, men vises og gøres noget helt andet over for befolkningen. Adfærdsændringen skal starte hos jer, for sand forandring kan kun ske ved én selv – og kun når man selv vælger at vil ændre den.

Forslaget er underbygget af officielle statistikker samt over 400 siders konkrete sagsakter fra det virkelige liv på mit eget barn og yderligere mange sider på min egen sag, der bevidner systemets blinde vinkler.

Lad os alle værne om samfundet og stå sammen om fællesløsning af udfordringerne i stedet for!

Lene Impgaard Jensen
Socialrådgiver, PAS-konsulent og psykoterapeutisk behandler under uddannelse
Indehaver af Impgaard PAS-rådgivning & Terapi
Hjemmeside: https://impgaard-raadgivning.dk/

E-mail: lene@impgaard-raadgivning.dk