Af Lene Impgaard Jensen – Privat Socialrådgiver & PAS-konsulent
”Man har som forældre fælles forældreskab gennem hele livet.” Dette er børn- og ungesystemets og den eftergivende modparts absolutte yndlingsfloskel. Teoretisk og på papiret lyder det smukt: Et livslangt, harmonisk samarbejde jf. Forældreansvarsloven, hvor to ligeværdige voksne i fællesskab udøver et trygt voksenlederskab, overholder deres gensidige orienteringspligt jf. § 2 og beskytter barnets/børnenes trivsel og skolegang.
Men hvad går det fælles forældreskab reelt ud på i den forvaltningsretlige og kommunale praksis, når dialogen bryder sammen?
I virkeligheden bruges begrebet alt for ofte som et redskab til systemisk gaslighting og ansvarsfraskrivelse, der skader barnet/børnene og fanger den ansvarlige forælder i en uovervindelig saksfælde. For sandt fælles forældreskab kræver rent faktisk fundamentalt, at man kan tale sammen, tage fælles ansvar i og for, og er enige om, hvordan barnet/børnene opdrages, omsorg, og hvordan dets/deres reelle behov imødegås. Det er en aktiv praksis, som urokkeligt kræver, at begge forældre er indstillet på det og yder sit til det.
Lovgivningen og reglerne ved et samlivsophør er absolut ikke ensbetydende med, at bopælsforælderen ensidigt kan diktere væsentlige ændringer i hverdagen, som den anden part blot skal godkende.
🪤 Bopælsmagten og den pædagogiske ansvarsflugt
Virkeligheden på Familieretshusets hjemmeside og i praksis lægger dog så absolut ikke op til et reelt fælles forældreskab, når bopælsforælderen gives magten til ensidigt at diktere det meste i barnets/børnenes hverdag. Det er i dag en systemisk realitet, at der er meget få ting, som samværsforældre kan og skal være med til reelt at beslutte, hvis ikke samarbejdet mellem forældrene fungerer.
Som samværsforælder er man i dette system reelt afskåret fra at gøre indvendinger mod uansvarlige hverdagsbeslutninger eller mørklægning af sandheden. Det forhold, at du som samværsforældre ikke samtykker til pædagogisk ansvarsflugt, udlægges i systemets optik omgående som en konflikt – selvom den fælles forældremyndighed burde fungere som et retssikkerhedsværn, der beskytter barnets/børnenes trivsel mod ensidige sololøb.
Når et barn / børn eller en ung mistrives, udviser adfærdsregression eller glider ind i isolation, har det/de akut brug for tydelige krav, konsekvent neuropædagogisk kravsstillelse og en forudsigelig hverdagsstruktur. Men hvis den ene part i sin konfliktskyhed konsekvent vælger den nemmeste løsning for at bevare freden og undgå konflikter i hjemmet – fjerner alle krav, spejler og validerer barnets/børnenes eller de unges umodne impulser og lader stå til – så kollapser fundamentet for forældreskabet. Det efterlader barnet/børnene eller de unge i et voksenløst tomrum.
Når systemet ukritisk understøtter denne eftergivelighed, gøres barnets/børnenes eller de unges følelsesmæssige afmagt og akutte frustrationer til sagens kompas. Den anden forælders nødvendige struktur udlægges pludselig som ”kontrol” eller ”rigiditet”. Det forstærker barnets/børnenes eller de unges indre utryghed, og erfaringsmæssigt er det netop disse flydende rammer, der i sidste ende kan føre til mistrivsel, isolation og totalt, kronisk skolevægring.
🏛️ Systemisk gaslighting som institutionelt røgslør
Her starter systemets administrative italesættelse. I stedet for at foretage en objektiv, (handicap)faglig sagsoplysning jf. officialprincippet og Barnets Lov, bruger forvaltningen flosklen om ”det livslange fælles forældreskab” som et strategisk røgslør for at dække over egne mangler. De reducerer komplekse adfærdsreaktioner, skolevægring og diagnosticerede handicapsymptomer til en overfladisk ”forældrekonflikt”.
Det er en institutionel magtanvendelse, der rammer alle familier – uanset om barnet/børnene eller de unge har diagnoser eller ej. Systemet overbeviser dig om, at det er dit manglende samarbejde eller din fastholdelse af grænser, der er problemet. De gaslighter din virkelighed for at tvinge dig til at acceptere modpartens ansvarsflugt, alt imens de dækker over forvaltningens egen handlingslammelse og svigt. De forsøger administrativt at overbevise dig om, at du skal acceptere pædagogisk omsorgssvigt for at opretholde en illusion, som modparten for længst har forladt.