ADOPTIONSBLIKKET: NÅR TILKNYTNINGSMØNSTRE MØDER NEURODIVERGENS OG PSYKISKE UDFORDRINGER

Af Lene Impgaard Jensen – Privat Socialrådgiver & PAS-konsulent

At forstå og rådgive et adoptivbarn og dets familie kræver et særligt, højt specialiseret blik. Uanset om barnet er adopteret som spæd eller senere i de tidlige leveår, bærer adoptionen altid på et grundlæggende, uforandret livsvilkår: Det tidlige relationsbrud. Når et barn oplever at blive adskilt fra sine biologiske ophav og måske tilbringe sin første vitale tid på gaden eller under institutionelle rammer uden fast voksenkontakt, lagres det som et chok og en grundlæggende, biologisk utryghed i nervesystemet.

Sagen og opgaven bliver dog for alvor kompleks, når denne medfødte adoptionssårbarhed ikke står alene, men smelter sammen med neurodivergens (ADHD, ADD, autisme) og komplekse psykiske udfordringer.

💔 Adoption uden neurodivergens: Kampen for den basale tryghed

Når vi isoleret betragter adoption i sin rene form, er barnets adfærd og emotionelle reaktioner ofte dybt styret af tilknytningsmønstre. Barnets nervesystem befinder sig i et konstant alarmberedskab, der leder efter svar på det ubevidste spørgsmål: Er jeg sikker, og bliver du hos mig, selvom jeg skubber dig væk?

I den sociale og pædagogiske hverdag viser det sig ofte som:

  • En udpræget sort-hvid tankegang: Barnet har overordentlig svært ved at nuancere relationer. Enten er omgivelserne fejlfrie, eller også føler barnet sig øjeblikkeligt afvist og værdiløst ved den mindste korrektion eller hverdagsmæssige grænsesætning.
  • Adfærdsmæssig og kognitiv regression: Under følelsesmæssig eller social overbelastning kan barnet midlertidigt miste basale, allerede erhvervede færdigheder (såsom selvstændig påklædning eller personlig hygiejne) og følelsesmæssigt gå tilbage til et tidligere udviklingstrin, hvor det søger total, ureguleret omsorg.
  • Sociale relationsmisforståelser: Barnet fortolker ofte overfladiske sociale signaler, tonefald og kropssprog meget direkte og skævt. Det føler sig hurtigt forladt, hvilket kan udløse pludselig, voldsom vrede eller total følelsesmæssig tilbagetrækning fra fællesskabet.

⚡ Det dobbelte belastningsmønster: Når diagnoser og traumer smelter sammen

Når adoptivbarnet samtidig har en neurodivergerende profil eller kæmper med psykiske udfordringer, ophører de almindelige pædagogiske standardværktøjer med at fungere. Her taler vi om et komplekst, dobbelt belastningsmønster, hvor et i forvejen sårbyldt nervesystem skal navigere med en hjerne, der har fundamentalt svært ved at sortere sanseindtryk, strukturere hverdagen, fastholde opmærksomhed og behovsudsætte.

Dette mønster resulterer ofte i en ekstrem kravafvisning (PDA), hvor almindelige hverdagsrutiner og hygiejniske krav tolkes af hjernen som en direkte trussel mod barnets overlevelse. Når den kognitive overbelastning rammer, kammer barnets afmagt over i voldsomme verbale overfusninger, trusler og direkte fysisk udadreagerende adfærd (såsom hårde niv, greb, slåen eller spark på kroppen, i ryg og knæhaser) mod både jævnaldrende og voksne. Det er ikke bevidst ondskab eller beregnende vold, men en ren, neurologisk overlevelseskamp i et ustruktureret og overbelastet system.

I disse forløb fejler børn- og ungesystemets nuværende tankegang monumentalt. Fordi rådgiverne, psykiatriens og skolens fagpersonale ofte mangler den fornødne specialiserede indsigt, begår de det forvaltningsretlige svigt at reducere disse tunge, biologiske symptomer til en simpel “forældrekonflikt” eller “dårlig opdragelse”. Myndighederne udøver professionel gaslighting ved at skyde skylden på hjemmet for dække over egne manglende (handicap)vurderinger og ulovlige sagsbehandling, hvilket efterlader forældrene fuldstændig alene med ansvaret.

.

Scroll to Top